Svar: 1. At ære Allāh, den lovpriste og den ophøjede. Allāh, den ophøjede, siger: "De erkendte ikke Allāh i Hans sande agtelse. Og hele jorden vil være i Hans greb på opstandelsens dag, og himlene [vil være] sammenrullede i Hans højre [hånd]. Lovprist er Han, og ophøjet er Han over det, de sætter ved Hans side." [Sūrah Az-Zumar:39:67].
2. At tilbede Ham alene uden at tillægge Ham nogen partnere. Allāh, den lovpriste, siger: "Og de blev ikke befalet andet end at tilbede Allāh, oprigtige over for Ham i religionen (islām), Ḥunafā (rene for afguderi)." [Sūrah Al-Bayyinah:98:5].
3. At adlyde Ham. Allāh, den ophøjede, siger: "O I, som tror, adlyd Allāh." [Sūrah Muḥammad:47:33].
4. At afholde sig fra det, Han har forbudt. Allāh, den lovpriste, siger: "Og den, der er ulydig mod Allāh og Hans Sendebud og overskrider Hans grænser, ham vil Han lukke ind i ilden, deri skal han forblive for evigt. Og for ham er der en vanærende straf [i vente]." [Sūrah-An-Nisāʼ:4:14].
5. At takke og prise Ham for Hans uendelige nåde og velsignelser. Allāh, den ophøjede, siger: "og vær taknemmelige for Allāhs nåde, hvis det er Ham alene, I tilbeder." [Sūrah An-Naḥl:16:114].
6. At udvise tålmodighed over for Hans forudbestemmelser (al-Qadar). Allāh, den lovpriste, siger: "Og vær tålmodige – sandelig, Allāh er med de tålmodige." [Sūrah Al-Anfāl:8:46].

Svar:
1. At følge ham og tage ham som forbillede. Allāh, den ophøjede, siger: ”I har visselig i Allāhs Sendebud et smukt forbillede for enhver, der håber på Allāh og den Sidste Dag og ihukommer Allāh hyppigt.” [Sūrah Al-Aḥzāb:33:21].
2. At adlyde ham.
3. At afholde sig fra det, han har forbudt. Allāh, den ophøjede, siger: ”Den, der adlyder Sendebuddet, har visselig adlydt Allāh. Men den, der vender sig bort – Vi har ikke sendt dig [O Muḥammad] som vogter over dem.” [Sūrah An-Nisā’:4: 80].
4. At tro på det, han har fortalt. Allāh, den ophøjede, siger: 3. ”Og han taler ikke af egen lyst." 4. "det er intet andet end en åbenbaring, der åbenbares [til ham].” [Sūrah An-Nadjm:53: 3-4].
5. At afholde sig fra at indføre innovationer, der ikke er baseret på hans Sunna. Han [Profeten], må Allāhs velsignelser og fred være med ham, sagde: ”Den, der indfører noget i denne sag (islām), som ikke hører til den, det vil blive forkastet.” [Ṣaḥīḥ Al-Bukhārī og Ṣaḥīḥ Muslim]
6. At elske ham mere end sig selv og hele menneskeheden. Han [Profeten], må Allāhs velsignelser og fred være med ham, sagde: ”Ingen af jer har fuldkommen tro, før jeg er ham mere kær end hans far, hans barn og hele menneskeheden.” [Ṣaḥīḥ Al-Bukhārī og Ṣaḥīḥ Muslim]
7. At ære ham, støtte ham og hans Sunna. Allāh, den lovpriste, siger: ”For at I må tro på Allāh og Hans Sendebud og støtte ham og ære ham.” [Sūrah Al-Fatḥ:48: 9].

Svar:
1. At adlyde sine forældre i alt, så længe det ikke indebærer ulydighed mod Allāh, den lovpriste.
2. At tjene sine forældre.
3. At hjælpe forældrene.
4. At tage sig af forældrenes fornødenheder og ønsker.
5. At bede oprigtigt for sine forældre.
6. At tale med respekt og høflighed til dem; det er ikke tilladt at udtrykke irritation, selv ikke med et ord som "uff", hvilket er det mildeste udtryk for utilfredshed.
7. At møde sine forældre med et smil og ikke med et surt eller utilfreds ansigtsudtryk.
8. Jeg hæver ikke min stemme over deres, jeg lytter opmærksomt til dem, jeg afbryder dem ikke, og jeg kalder dem ikke ved deres navne, men siger i stedet: "min far" og "min mor".
9. Jeg beder om tilladelse, før jeg træder ind til min far og mor, når de befinder sig alene i et rum.
11. At kysse sine forældres hænder og pande.
Allāh, den ophøjede, siger: ”Og din Herre har påbudt, at I ikke må tilbede andre end Ham, og [at I skal handle] godt mod jeres forældre. Når en af dem eller begge når den høje alder hos dig, så sig ikke 'uf' til dem (et udtryk for irritation), og skæld dem ikke ud, men tal til dem med værdighed og ære." "Og sænk ydmyghedens vinge over dem af barmhjertighed og sig: ‘Min Herre, vær barmhjertig mod dem, sådan som de opfostrede mig, da jeg var lille.'” [Sūrah Al-Isrā’:17:23-24].
Det er berettet, at: En mand kom til Profeten, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, og bad om tilladelse til at deltage i djihād (kamp i Allāhs sag), og han spurgte: "Har du forældre [stadig i live]?" Han svarede ja. Han sagde: "Så, udfør djihād i forhold til dem [ved at tjene dem]." [Djām‘i At-Tirmidhī]

Svar:
1. At besøge sine slægtninge, herunder brødre og søstre, farbrødre og fastre, morbrødre og mostre samt øvrige familiemedlemmer.
2. At vise godhed mod dem både gennem venlige ord og hjælpsomme handlinger.
3. Og blandt disse er at tage kontakt til dem og spørge ind til deres tilstand.
Allāh, den ophøjede, siger: ”Vil I da, hvis I vender jer bort [fra sandheden], måske stifte ufred på jorden og afbryde jeres slægtsbånd?” [Sūrah Muḥammad:47:22].
Det er berettet, at Profeten, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, sagde: "Den, der afbryder slægtsbånd, vil ikke træde ind i Paradiset." [Ṣaḥīḥ Muslim]

1. Jeg bør elske og omgås de ret sindede.
2. Jeg bør undgå og afstå fra selskab med de onde og uretfærdige. I en ḥadīth blev følgende berettet: ”Gør kun en troende selskab, og lad kun en gudfrygtig spise af din mad.” [Djām‘i At-Tirmidhī og Sunan Abī Dāwūd]
3. Jeg bør hilse på mine brødre med salām og give dem hånden. I en ḥadīth blev følgende berettet: ”Der er ikke to muslimer, der mødes og giver hinanden hånden, uden at de tilgives, før de skilles.” [Sunan Abī Dāwūd og Djām‘i At-Tirmidhī].
4. Jeg bør besøge dem, når de bliver syge, og bede for deres helbredelse.
5. Jeg bør ønske nåde for den, der nyser.
6. Jeg bør tage imod hans invitation, når han inviterer mig. I en ḥadīth blev følgende berettet: ”En muslims ret over en anden muslim er fem: at gengælde salām, besøge den syge, følge begravelser, tage imod invitationer og bede om nåde for den nysende.” [Ṣaḥīḥ Al-Bukhārī og Ṣaḥīḥ Muslim].
7. Jeg fremfører et råd til ham. I en ḥadīth blev følgende berettet: ”Den, der giver sin bror et råd i en sag, hvor han ved, at bedre findes i noget andet, har forrådt ham.” [Sunan Abī Dāwūd].
8. Jeg bør støtte ham, når han bliver uretfærdigt behandlet, og forhindre ham i at begå uret. Sendebuddet, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, sagde: ”Hjælp din bror, uanset om han er foruretter eller den forurettede. En mand spurgte: ’O, Allāhs Sendebud [ﷺ]! Jeg vil hjælpe ham, hvis han er den uretfærdigt behandlede, men hvordan skal jeg hjælpe ham, hvis han er den, der begår uret?’ Profeten [ﷺ] svarede: ”Ved at afholde ham – eller forhindre ham – fra at begå uret, for dét er at støtte ham.”” [Ṣaḥīḥ Al-Bukhārī].
9. Jeg bør elske for min muslimske bror, hvad jeg elsker for mig selv. Det er berettet i en ḥadīth af Anas, må Allāh være tilfreds med ham, at Profeten, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, sagde: ”Ingen af jer tror fuldt ud, før han elsker for sin bror, hvad han elsker for sig selv.” [Ṣaḥīḥ Al-Bukhārī og Ṣaḥīḥ Muslim].
10. Jeg bør hjælpe ham, når han har brug for min hjælp. I en ḥadīth blev følgende berettet: ”Allāh hjælper Sin tjener, så længe tjeneren hjælper sin bror.” [Ṣaḥīḥ Muslim]
11. Jeg bør ikke forulempe ham – hverken med ord eller handling. I en ḥadīth blev følgende berettet: ”En muslim er den, som andre muslimer er trygge over for – i forhold til hans tunge og hans hånd.” [Ṣaḥīḥ Al-Bukhārī og Ṣaḥīḥ Muslim].
12. Jeg bør værne om hans hemmelighed. I en ḥadīth blev følgende berettet: ”Hvis en mand fortæller dig noget og derefter vender sig væk, så er det en betroet hemmelighed.” [Djām‘i At-Tirmidhī og Sunan Abī Dāwūd]
13. Jeg bør hverken fornærme, bagtale, foragte eller misunde ham – ej heller spionere på eller bedrage ham.
I en ḥadīth blev følgende berettet: ”En muslim er en muslims bror: han gør ham ikke uret, han svigter ham ikke og ser ikke ned på ham. Det er nok for en mand i ondskab, at han foragter sin muslimske bror.” [Ṣaḥīḥ Al-Bukhārī og Ṣaḥīḥ Muslim]

Svar:
1. Jeg viser venlighed over for min nabo – både i ord og handling – og hjælper ham, hvis han har behov for min bistand.
2. Jeg lykønsker ham i glædelige stunder, såsom ved ‘Eīd, bryllup og andre festlige begivenheder.
3. Jeg besøger ham, hvis han bliver syg, og udtrykker min medfølelse, hvis han rammes af sorg eller ulykke.
4. Jeg tilbyder ham noget af den mad, jeg tilbereder, så vidt muligt.
5. Jeg forulemper ham ikke – hverken gennem ord eller handling.
6. Jeg generer ham ikke med højlydt støj, holder mig fra at udspionere eller snage i hans anliggender og udviser tålmodighed over for ham.
Allāh, den ophøjede, siger: ”Og tilbed Allāh, og sæt intet ved Hans side [og udvis pligt] og godhed over for [jeres] forældre, nære slægtninge de faderløse, de trængende, den beslægtede nabo, den ikke-beslægtede nabo, ledsageren ved jeres side den vejfarende og dem jeres højre hånd besidder [slaverne]. Sandelig, Allāh elsker ikke dem, der er arrogante [og] pralende.” [Sūrah An-Nisā’:4:36].
Og Allāhs Sendebud, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, sagde: “O Abū Dharr, hvis du tilbereder en suppe, så tilsæt rigeligt med vand og del den med dine naboer.” [Ṣaḥīḥ Muslim]
I en ḥadīth, fra Profeten, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, sagde han: “Den, der tror på Allah og den yderste dag, må ikke forulempe sin nabo.” [Ṣaḥīḥ Al-Bukhārī og Ṣaḥīḥ Muslim].

Svar:
1. Jeg imødekommer den, der inviterer mig som gæst, og takker ja til hans gæstfrihed.
2. Ønsker jeg at besøge nogen, anmoder jeg om tilladelse og aftaler et passende tidspunkt.
3. Jeg beder om tilladelse, inden jeg træder ind.
4. Jeg trækker ikke besøget i langdrag.
5. Jeg holder mit blik nede og respekterer privatlivet i husstanden.
6. Jeg byder gæsten varmt velkommen og tager imod ham med et smil og venlige, respektfulde ord.
7. Jeg sørger for, at gæsten placeres det bedste sted i hjemmet.
8. Jeg ærer gæsten ved at tilbyde mad og drikke som en gestus af gæstfrihed.
Allāh, den ophøjede, siger: "O, I troende, gå ikke ind i huse, udover jeres egne huse, uden at have spurgt om tilladelse og hilst på beboerne. Det er godt for jer, således at I måtte ihukomme." [Sūrah An-Nūr: 24:27].
I en ḥadīth blev følgende berettet: “Allāh har indstiftet tilladelse [før indgang] for at beskytte synet.” [Ṣaḥīḥ Al-Bukhārī og Ṣaḥīḥ Muslim].
Og Profetens, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, udsagn: “Den, der tror på Allah og den yderste dag, skal ære sin gæst.” [Ṣaḥīḥ Al-Bukhārī og Ṣaḥīḥ Muslim].

Svar:
1. Når jeg føler smerte, lægger jeg min højre hånd på det sted, hvor det gør ondt, og siger: "Bismillāh" (I Allāhs Navn) tre gange, og dernæst:
"A‘ūdhu bi‘izzatillāhi wa qudratihi min sharri mā adjidu wa uḥādhiru" –
Jeg søger beskyttelse ved Allāhs Ære og Magt mod det onde, jeg føler og frygter – syv gange.
2. Jeg accepterer Allāhs, den ophøjede, bestemmelse og forholder mig tålmodigt. I en ḥadīth fra Umm al-‘Alā’, må Allāh være tilfreds med hende, sagde hun: Sendebuddet, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, besøgte mig, da jeg var syg, og sagde: ”Modtag det glædelige budskab, Umm al-‘Alā’; for når en muslim bliver syg, fjerner Allāh dermed hans synder, ligesom ild fjerner urenheder fra guld og sølv.” [Sunan Abī Dāwūd]
3. Jeg skynder mig at besøge min syge bror (eller søster), beder for vedkommende, men forlænger ikke mit ophold.
4. Jeg udfører ruqyah (helbredende bøn og recitation) for den syge, uden at det nødvendigvis bliver anmodet.
5. Jeg opmuntrer den syge til tålmodighed, til at bede til Allāh gennem du‘ā’ (bøn), opretholde de obligatoriske ṣalāh (bøn) og så vidt muligt bevare rituelt renhed (ṭahārah).
6. Bøn for den syge: "As’alu Allāhal-‘Aẓīm, Rabb al-‘Arsh al-‘Aẓīm, an yashfiyak" –
Jeg beder Allāh, den almægtige, Herre over den mægtige trone, om at give dig helbredelse – syv gange.

Svar:
1. At have en oprigtig intention om at søge viden udelukkende for Allāhs skyld, den ophøjede og glorificerede. I en ḥadīth blev følgende berettet: "Den, der tilegner sig viden for at overgå de lærde, diskutere med de uvidende eller søge folks opmærksomhed, vil Allāh føre til Helvede." [Sunan Ibn Mādjah].
2. At omsætte den viden, jeg har tilegnet mig, til praksis. I en ḥadīth blev følgende berettet: "En tjener vil ikke kunne bevæge sine fødder på dommens dag, før han bliver spurgt om fire ting – blandt dem: om hans viden, og hvad han gjorde med den." [Djām‘i At-Tirmidhī og Ad-Dāramī].
3. Jeg viser respekt og højagtelse for læreren – både i hans nærvær og i hans fravær.
4. Jeg sætter mig foran læreren med ærbødighed og god opførsel.
5. Jeg lytter opmærksomt til hans undervisning og afbryder ham ikke.
6. Jeg stiller spørgsmål på en respektfuld og høflig måde.
7. Jeg tiltaler ham ikke ved hans navn.
I en ḥadīth blev følgende berettet: "Blandt de måder, hvorpå man ærer Allāh, er at vise respekt for den ældre muslim og for den, der bærer Koranen (dvs. kan den udenad)." [Sunan Abī Dāwūd]

Svar:
1. Hils forsamlingen med Salām (fredshilsen), når du træder ind.
2. Jeg sætter mig, hvor samlingen ender med at føre mig hen; jeg rejser ingen fra deres plads, og jeg sætter mig ikke mellem to uden deres tilladelse..
3. Jeg giver plads i forsamlingen, så en anden kan sætte sig.
4. Jeg afbryder ikke samtalen, når nogen taler i forsamlingen.
5. Jeg beder om tilladelse og giv en fredshilsen (Salām), før jeg forlader forsamlingen.
• Det er berettet af ʿAbdullāh ibn ʿUmar – må Allāh være tilfreds med dem begge – på vegne af Profeten, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, at: ”Han [Profeten ﷺ] forbød, at en mand skulle rejse sig fra sin plads, for at en anden kan sætte sig dér. I stedet skal I udvise rummelighed og give plads til hinanden." [Ṣaḥīḥ Al-Bukhārī].
I en ḥadīth er følgende berettet: "Når en af jer ankommer til en forsamling, skal han hilse med salām. Og når han ønsker at forlade den, skal han også hilse. Den første hilsen er ikke mere berettiget end den sidste." [Djām‘i At-Tirmidhī og Sunan Abī Dāwūd]
6. Når forsamlingen opløses, bør man afslutte med følgende Duʿā’ al-Kafārah (forsonende bøn): ”Ophøjet er Du, O Allāh, og al lovprisning tilkommer Dig. Jeg bevidner, at der ingen gud er [værdig til tilbedelse] undtagen Dig. Jeg søger Din tilgivelse og vender mig angrende mod Dig."
(Subḥānaka Allāhumma wa bi ḥamdika, ash-hadu allā ilāha illā Ann-ta, astaghfiruka wa atūbu ilayk)

Svar:
1. Jeg går tidligt i seng. Dette understøttes af følgende ḥadīth: ”Abū Barzah – må Allāh være tilfreds med ham – beretter, at Allāhs Sendebud, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, ikke brød sig om at sove før ʿIshā’ (aftenbønnen), ej heller at tale efter den.” [Ṣaḥīḥ Al-Bukhārī].
2. Jeg sørger for at være i rituel renhed (ṭahārah) inden søvn.
3. Jeg sover ikke på maven.
4. Jeg lægger mig til at sove på min højre side og placerer min højre hånd under min højre kind.
5. Jeg ryster mit sengetøj, før jeg lægger mig.
I en ḥadīth er følgende berettet: Al-Barā ibn ‘Āzib – må Allāh være tilfreds med ham – at Profeten, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, sagde: ”Før du går i seng, så udfør Wuḍū’ (rituel afvaskning) som til Ṣalāh (bøn), og læg dig derefter på din højre side.” [Ṣaḥīḥ Al-Bukhārī].
Abū Hurayrah – må Allāh være tilfreds med ham – at Profeten, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, så en mand ligge på maven og sagde: ”Dette er en sovestilling, som Allāh ikke elsker.” [Djām‘i At-Tirmidhī og Musnad Aḥmad]
Profeten, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, sagde også: ”Når en af jer går til sengs, så bør han ryste sin seng med indersiden af sin Izār (klædedragt), for han ved ikke, hvad der måtte have lagt sig på det [sengetøjet], siden han forlod det.” [Ṣaḥīḥ Al-Bukhārī].
6. Jeg reciterer søvnrelaterede adhkār (bønner og påmindelser), såsom Āyat al-Kursī (Sūrah Al-Baqarah, 2:255), Sūrah al-Ikhlāṣ samt al-Muʿawwidhatayn – beskyttelsesbønner (Sūrah Al-Falaq og Sūrah An-Nās) hver tre gange, og jeg siger: "I Dit navn, O Allāh, dør jeg, og med Dit navn bliver jeg levende".
(Bismik Allāhumma amūtu wa aḥyā)
7. Jeg sørger for at vågne til Ṣalāt al-Fadjr (daggrybønnen).
8. Når jeg vågner, siger jeg: ”Al lovprisning tilkommer Allāh, som gav os liv efter at have givet os døden, og til Ham er den endelige opstandelse."
(Al-Ḥamdu lillāhi alladhī aḥyānā baʿda mā amātanā, wa ilayhi an-nushūr.)

1. Jeg har til hensigt med min spisning og drikning at styrke mig i lydighed mod Allāh, den ophøjede og glorificerede.
2. Jeg vasker mine hænder før jeg spiser.
- baseret på beretningen fra Umm al-Mu’minīn (de troendes moder) ‘Āishah – må Allāh være tilfreds med hende – som sagde, at Allāhs Sendebud, må Allāhs velsignelser og fred være med ham: ”Når han ønskede at spise eller drikke, vaskede han sine hænder, derefter spiste han og drak.” [Musnad Aḥmad].
3. Jeg siger: Bismillāh (I Allāhs navn), spiser med højre hånd og fra det, der er nærmest mig, og jeg spiser ikke fra midten af fadet eller det, der er foran andre.
– som Profeten, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, sagde til en ung dreng: "O dreng, sig ’Bismillāh’ (I Allāhs navn), spis med højre hånd, og spis det, der er nærmest dig." [Ṣaḥīḥ Al-Bukhārī og Ṣaḥīḥ Muslim].
4. Hvis jeg glemmer at sige Bismillāh i begyndelsen, siger jeg: Bismillāh awwalahu wa ākhirahu (I Allāhs navn i begyndelsen og i slutningen).
Umm al-Mu’minīn (de troendes moder) ‘Āishah – må Allāh være tilfreds med hende – berettede, i en ḥadīth, at Allāhs Sendebud, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, sagde: "Når en af jer spiser, lad ham sige ’Bismillāh’. Hvis han glemmer det i begyndelsen, så lad ham sige: "Bismillāh" i begyndelsen og i slutningen." [Djām‘i At-Tirmidhī og Musnad Aḥmad]
5. Jeg er tilfreds med den mad, der er til rådighed, og kritiserer den ikke. Hvis jeg kan lide den, spiser jeg den, og hvis ikke, lader jeg den være.
Abū Hurayrah – må Allāh være tilfreds med ham – berettede i en ḥadīth: ”Profeten, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, kritiserede aldrig mad. Hvis han havde lyst til den, spiste han den, og hvis ikke, lod han den være.” [Ṣaḥīḥ Al-Bukhārī og Ṣaḥīḥ Muslim].
6. Jeg nøjes med nogle få mundfulde og undgår at overspise.
I en ḥadīth er følgende berettet: "Intet kar fyldes værre af mennesket end maven. Det er tilstrækkeligt for mennesket at spise nogle få mundfulde, som holder ryggen oprejst. Men hvis det er nødvendigt, så [lad ham fylde] en tredjedel med mad, en tredjedel med drikke og en tredjedel med luft." [Djām‘i At-Tirmidhī og Sunan Ibn Mādjah].
7. Jeg blæser ikke i mad eller drikke, men venter, til det er afkølet.
I en ḥadīth er følgende berettet: "Allāhs Sendebud, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, forbød at puste i mad og drikke." [Musnad Aḥmad og Sunan Ibn Mādjah].
8. Jeg spiser sammen med andre, hvad enten det er familie eller gæster.
En beretning fortæller, at en mand sagde til Profeten, må Allāhs velsignelser og fred være med ham: ’Vi spiser, men bliver ikke mætte.’ Han svarede: ”Måske spiser I adskilt. Saml jer omkring maden og nævn Allāhs Navn over den – så vil den blive velsignet for jer.” [Sunan Abī Dāwūd og Sunan Ibn Mādjah].
9. Jeg begynder ikke at spise før dem, der er ældre end mig, har begyndt.
10. Når jeg drikker, nævner jeg Allāhs Navn (Bismillāh), sidder ned, tager tre slurke og puster ikke i drikken.
Dette er baseret på ḥadīthen: "Når en af jer drikker, så lad ham ikke puste i karret." [Ṣaḥīḥ Al-Bukhārī og Ṣaḥīḥ Muslim].
Anas – må Allāh være tilfreds med ham – berettede i en ḥadīth: "Profeten, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, frarådede at drikke stående." [Ṣaḥīḥ Muslim]
Dette er baseret på ḥadīthen: "Allāhs Sendebud, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, plejede at tage tre pauser under drikningen." [Ṣaḥīḥ Muslim]
11. Jeg lovpriser og takker Allāh, når jeg er færdig med at spise eller drikke.
I en ḥadīth er følgende berettet: ”Allāh er tilfreds med Sin tjener, når han spiser en bid og priser Ham for det, eller drikker en slurk og priser Ham for det.” [Ṣaḥīḥ Muslim]

Svar:
1. Jeg begynder med at tage mit tøj på med højre side først og lovpriser Allāh, den ophøjede, for det.
Abū Hurayrah – må Allāh være tilfreds med ham – berettede i en ḥadīth: Allāhs Sendebud, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, sagde: "Når I klæder jer på, og når I foretager wuḍū’ (rituel afvaskning), så begynd med højre side." [Sunan Abī Dāwūd og Musnad Aḥmad].
2. Jeg lader ikke tøjet hænge under anklerne.
Dette bygger på følgende ḥadīth: "Det, der hænger under anklerne af izār (klædedragt), vil være i ilden." [Ṣaḥīḥ Al-Bukhārī]. Anklerne (al-kaʿbān) refererer til de to fremtrædende knogler på siderne af foden.
3. Drenge bør ikke bære pigetøj, og piger bør ikke bære drengetøj.
Dette bygger på følgende ḥadīth: "Profeten, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, forbandede mænd, der bærer kvinders tøj, og kvinder, der bærer mænds tøj." [Sunan Abī Dāwūd og Musnad Aḥmad].
4. Det er ikke tilladt at efterligne de vantros eller de umoralskes påklædning.
Ifølge følgende ḥadīth: "Den, der efterligner et folk, regnes som en af dem." [Sunan Abī Dāwūd].
5. Når man tager tøjet af, bør man sige ”Bismillāh” (I Allāhs navn).
Dette bygger på følgende ḥadīth: "Det, der skærmer menneskets nøgenhed over for djinnerne, når man tager sit tøj af, er at sige: ’Bismillāh.’” [Aṭ-Ṭabarānī og Ibn Abī Shaybah].
6. Man bør tage højre sko på først og tage den venstre af først.
Umm al-Mu’minīn (de troendes moder) ‘Āishah – må Allāh være tilfreds med hende – berettede i en ḥadīth: "Profeten, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, yndede at begynde med højre side, når han tog sko på, redte sit hår, udførte renselse og i alle sine anliggender." [Ṣaḥīḥ Al-Bukhārī].

Svar:
1. Jeg indleder med at sige: "I Allāhs navn, al lovprisning tilkommer Allāh."
"Bismillāh, al-Ḥamdu lillāh." "Lovprist være Den, der har undertvunget det for os, for vi kunne ikke have gjort det (af os selv)." "Og sandelig, vi vender tilbage til vores Herre.” [Sūrah Az-Zukhruf: 13-14].
2. Når jeg passerer en muslim undervejs, hilser jeg ham med as-salāmu ʿalaykum (Fred være med dig)

Svar:
1. Jeg er afbalanceret og ydmyg i min gang. Allāh, den ophøjede, siger: "Og gå ikke hovmodigt på jorden. Du kan sandelig ikke splitte jorden ad, og du kan ikke nå bjergene i højde." [Sūrah Al-Isrā’:17:37].
2. Jeg hilser med as-salāmu ʿalaykum (fredshilsenen) på dem, jeg møder.
Profeten, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, blev engang spurgt: ’Hvilken form for islām er den bedste?’ Han svarede: "At give mad og hilse med Salām (fredshilsenen) på dem, du kender, og dem, du ikke kender." [Ṣaḥīḥ Al-Bukhārī og Ṣaḥīḥ Muslim]
3. Jeg holder mit blik nede og vogter mine øjne, og jeg undgår at skade nogen.
4. Jeg opfordrer til det gode og forbyder det onde. I en ḥadith er Profetens, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, følgende udsagn nedfældet: "Giv vejen (det offentlige) dens ret". De spurgte: "Hvad er vejens ret?" Han svarede: " At holde blikket nede, undgå at forulempe, svare på Salām, opfordre til det gode og forbyde det onde." [Ṣaḥīḥ Al-Bukhārī og Ṣaḥīḥ Muslim].
5. Jeg fjerner skadelige eller generende ting fra vejen.
Dette bygger på følgende ḥadīth: "At fjerne skadelige ting fra vejen er en Ṣadaqah (velgørenhed)." [Ṣaḥīḥ Al-Bukhārī og Ṣaḥīḥ Muslim].

Svar
1.Når jeg forlader huset, træder jeg ud med venstre fod og siger: "I Allāhs navn. Jeg har betroet mig til Allāh. Der findes ingen magt og ingen styrke undtagen gennem Allāh. O Allāh, jeg søger Din Beskyttelse mod at fare vild eller blive vildledt, falder (i synd) eller få andre til at falde (i synd), mod at handle uret eller blive udsat for uret, og mod at handle uvidende eller at nogen handler uvidende over for mig."
Bismillāh, tawakkaltu ʿalā Allāh, lā ḥawla wa-lā quwwata illā billāh. Allāhumma innī aʿūdhu bika an aḍilla aw uḍalla, aw azilla aw uzalla, aw aẓlima aw uẓlama, aw adjhala aw yudjhala ʿalayya.
2. Når jeg træder ind i huset, går jeg ind med højre fod og siger: "I Allahs navn træder vi ind, i Allahs navn går vi ud, og til vor Herre har vi sat vor lid."
Bismillāh waladjnā, wa-bismillāh kharadjnā, wa-ʿalā rabbinā tawakkalnā.
1. Når jeg træder ind i hjemmet, begynder jeg med at bruge siwāk (tandrensende kvist) og hilser derefter på husets beboere.
Dette bygger på følgende ḥadīth: "Når han [Profeten ﷺ] trådte ind i sit hjem, begyndte han med siwāk." [Sunan Ibn Mādjah].

Svar:
1. Jeg træder ind med venstre fod på toilettet.
2. Inden jeg går ind, siger jeg: ”I Allāhs Navn. O Allāh, jeg søger Tilflugt hos Dig fra det onde og de onde væsener.
"Bismillāh, Allāhumma innī aʿūdhu bika min al-khubthi wa-l-khabā’ith."
3. Jeg bringer intet med mig, som bærer Allāhs navn.
Anas, må Allāh være tilfreds med ham, sagde: "Profeten, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, plejede at tage sin ring af, trådte ind i latrinet." [Sunan Abī Dāwūd og Sunan Ibn Mādjah].
4. Jeg sørger for at skærme mig, når jeg forretter min nødtørft.
Dette bygger på følgende ḥadīth: "Det, Sendebuddet, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, foretrak at skærme sig bag, når han forrettede sin nødtørft, var en forhøjning eller en klynge palmer." [Ṣaḥīḥ Muslim].
5. Jeg taler ikke, mens jeg opholder mig på toilettet.
6. Jeg vender hverken mit ansigt eller min ryg mod Qiblah, når jeg urinerer eller har afføring.
Dette bygger på Profeten, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, udsagn: "Vend jer ikke mod Qiblah (Ka‘bahen) under afføring eller urinering, men vend mod øst eller vest." [Ṣaḥīḥ Al-Bukhārī og Ṣaḥīḥ Muslim].
7. Jeg bruger venstre hånd til at rense mig og undlader at bruge højre hånd.
Ifølge følgende ḥadīth: "Han forbød os at rense os med højre hånd." [Ṣaḥīḥ Muslim].
8. Jeg forretter ikke min nødtørft på steder, hvor folk færdes eller søger skygge.
Abū Hurayrah – må Allāh være tilfreds med ham – berettede i en ḥadīth: Allāhs Sendebud, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, sagde: "Vogt jer for de to ting, der medfører forbandelse. " De spurgte: ' Hvilke to , O Allāhs Sendebud?, Han svarede: "Den, der forretter sin nødtørft på menneskers vej eller deres skyggeplads."" [Ṣaḥīḥ Muslim].
9. Jeg vasker mine hænder efter at have forrettet min nødtørft. Djarīr – må Allāh være tilfreds med ham – berettede i en ḥadīth: "Jeg var sammen med Profeten, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, da han gik på toilettet. Efter at have forrettet sin nødtørft, kom han tilbage og sagde: 'O Djarīr, bring mig noget til renselse.' Jeg bragte ham vand, og han rensede sig og gned sine hænder mod jorden." [Sunan An-Nasā’ī]
10. Jeg går ud med min venstre fod og siger: "Jeg beder om Din tilgivelse [O Allāh] ."
"Ghufrānak."

Svar:
1. Jeg træder ind i moskeen med højre fod og siger: "I Allāhs navn, O Allāh, åbn for mig Dine porte til barmhjertighed."
"Bismillāh, Allāhumma iftaḥ lī abwāba raḥmatik."
2. Jeg sætter mig ikke, før jeg har bedt to enheder Ṣalāh (bøn).
Ifølge følgende ḥadīth: "Når en af jer træder ind i moskeen, skal han ikke sætte sig, før han har bedt to enheder Ṣalāh (bøn)." [Ṣaḥīḥ Al-Bukhārī og Ṣaḥīḥ Muslim].
3. Jeg går ikke foran dem, der beder, jeg råber ikke op om noget mistet i moskeen, og jeg køber og sælger ikke i moskeen. Profeten, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, sagde: "Hvis den, der passerer foran den bedende, vidste, hvad det indebærer, ville han foretrække at stå i fyrre frem for at passere foran ham [den bedende] ." [Ṣaḥīḥ Al-Bukhārī og Ṣaḥīḥ Muslim].
Og Sendebuddets, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, udsagn: "Hvis nogen af jer hører en person søge efter sin tabte genstand i moskeen, så sig: 'Må Allāh ikke returnere den til dig', for moskeerne er ikke bygget til dette formål." [Ṣaḥīḥ Muslim].
Dette bygger på følgende ḥadīth: "Hvis I ser nogen sælge eller købe i moskeen, så sig: 'Måtte Allāh ikke lade din handel få gevinst.'" [Djām‘i At-Tirmidhī og Ad-Dāramī].
4. Jeg bestræber mig på at holde moskeen ren.
Umm al-Mu’minīn (de troendes moder) ‘Āishah, – må Allāh være tilfreds med hende – berettede i en ḥadīth: "Allāhs Sendebud, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, befalede, at moskeer skulle bygges i boligområder, og at de skulle holdes rene og velduftende." [Djām‘i At-Tirmidhī, Sunan Abī Dāwūd og Musnad Aḥmad]
5. Når jeg forlader moskeen, træder jeg ud med venstre fod og siger: ”O Allāh, jeg beder dig om Din gunst."
"Allāhumma innī as’aluka min faḍlik."

Svar:
1. Når jeg møder en muslim, begynder jeg med hilsenen ved at sige:
"Fred være med jer, og Allāhs barmhjertighed og Hans velsignelser."
"As-salāmu ʿalaykum wa raḥmatullāhi wa barakātuh." Jeg begynder ikke samtalen med andre former for hilsener, og jeg nøjes ikke med blot at gestikulere med hånden.
2. Jeg smiler venligt til den, jeg hilser på. Dette bygger på følgende ḥadīth: "Foragt ikke nogen form for godhed – selv ikke at møde din bror med et venligt ansigt." [Ṣaḥīḥ Muslim]
3. Jeg hilser med et håndtryk ved brug af min højre hånd.
4. Hvis nogen hilser på mig, gengælder jeg med en hilsen, der er endnu bedre, eller mindst ligeså god.
Allāh, den ophøjede, siger: "Og når I bliver hilst med en hilsen, så hils [tilbage] med en bedre [hilsen] end den, eller gengæld den [i det mindste med samme hilsen]. Sandelig, Allāh er over alle ting, en afregner." [Sūrah-An-Nisāʼ:4:86]
5. Jeg begynder ikke Salām med en ikke-muslim, men hvis en ikke-muslim hilser, svarer jeg med: "Wa ʿalaykum" – Og (det samme) over dig.
Ifølge følgende ḥadīth: "Begynd ikke med Salām til jøder og kristne." [Ṣaḥīḥ Muslim].
6. Den yngre bør hilse på den ældre, den ridende på den gående, den gående på den siddende, og den mindre gruppe på den større gruppe. Sendebuddet, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, sagde: "Den ridende skal hilse på den gående, den gående på den siddende, og de få på de mange." [Ṣaḥīḥ Al-Bukhārī og Ṣaḥīḥ Muslim].
7. At man ikke giver hånd til en kvinde, der ikke er tilladt for én, og som ikke er en af de nære slægtninge (maḥram).
Umm al-Mu’minīn (de troendes moder) ‘Āishah, – må Allāh være tilfreds med hende – berettede i en ḥadīth: "Nej, ved Allah! Allahs Sendebuds (ﷺ) hånd har aldrig rørt en kvindes hånd – nogensinde." [Ṣaḥīḥ Al-Bukhārī og Ṣaḥīḥ Muslim].

Svar:
1. Jeg beder om tilladelse, før jeg går ind et sted.
2. Jeg bør anmode om tilladelse maksimalt tre gange. Hvis jeg ikke får svar, skal jeg trække mig tilbage.
Dette bygger på følgende ḥadīth: "Hvis en af jer anmoder tre gange uden at få tilladelse, skal han vende om." [Ṣaḥīḥ Al-Bukhārī og Ṣaḥīḥ Muslim].
3. Jeg skal banke forsigtigt på døren og undgå at stå direkte foran den. I stedet skal jeg placere mig til højre eller venstre for døren og hilse med: ”Fred være med jer”.
"As-salāmu ʿalaykum." Ifølge følgende ḥadīth: ”Når Allāhs Sendebud, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, plejede, kom til en dør, plejede han ikke at stå direkte foran den, men stillede sig ved dørens højre eller venstre hjørne og sagde: ” ”Fred være med jer, fred være med jer.""
"As-salāmu ʿalaykum, As-salāmu ʿalaykum." [Sunan Abī Dāwūd].
4. Jeg må ikke gå ind til mine forældre eller andre i deres private værelser uden forudgående tilladelse, især ikke på følgende tidspunkter: a) Før Ṣalāt al-Fadjr (morgenbønnen), b) under middagsluren, c) efter Ṣalāt al-ʿIshāʾ (natbønnen).
Allāh, den ophøjede, siger: "O, I troende, de som jeres højre hånd besidder [slaver], og de som ikke har nået puberteten endnu, skal spørge jer om lov [til at aflægge jer besøg] tre gange: Før Fadjr Ṣalāh (morgenbøn), når I tager jeres tøj af ved middagstid, og efter ‘Ishāʼ (natbønnen). Disse er de tre tidspunkter for jeres privatliv. Udover disse [tre tidspunkter] hviler der ingen synd, hverken over jer eller dem. De er jeres hyppige besøgende, ligesom nogle af jer er [hyppige besøgende] for andre. Det er sådan, Allāh forklarer Āyāt (versene) til jer. Og Allāh er alvidende, alvis." [Sūrah-An-Nūr:24:58].
5. Jeg må gerne træde ind i ubeboede eller offentligt tilgængelige steder, såsom hospitaler, butikker eller lignende, uden at anmode om forudgående tilladelse.
Allāh, den ophøjede, siger: "Der hviler ingen synd over jer, at I indtræder ubeboede huse, hvor der findes noget til gavn for jer. Og Allāh ved, hvad I åbenbarer, og hvad I skjuler." [Sūrah-An-Nūr:24:29].

Svar:
1. Jeg skal sørge for at give dyret mad og drikke.
Dette bygger på følgende ḥadīth: "De spurgte: O, Allāhs Sendebud! får vi også belønning for [omsorg for] dyr?" Han svarede: " For enhver levende væsens fugtige lever er der belønning." [Ṣaḥīḥ Al-Bukhārī og Ṣaḥīḥ Muslim].
Og Sendebuddet, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, passerede forbi en kamel, hvis ryg var sunket sammen mod dens mave af sult, og han sagde: "Vær gudfrygtige i behandlingen af disse dyr." [Sunan Abī Dāwūd].
2. Jeg skal behandle dyret med barmhjertighed og omsorg og må ikke belaste det med mere, end det kan bære.
Dette bygger på følgende ḥadīth: Sendebuddet, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, sagde: "Hvem ejer denne kamel?" "Hvem tilhører dette dyr?" En ung mand fra Anṣār kom og sagde: " Den tilhører mig, O Allāhs Sendebud." Han svarede: "Vil du da ikke frygte Allāh i det dyr, som Allāh har betroet dig? Den har klaget til mig over, at du lader den sulte og udmatter den." [Sunan Abī Dāwūd og Musnad Aḥmad]. Tudʾibuhu betyder: at udmatte eller belaste dyret unødigt.
3. Jeg må ikke udsætte et dyr for nogen form for mishandling, smerte eller skadelig behandling.
Djābir – må Allāh være tilfreds med ham – berettede i en ḥadīth, at Profeten, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, passerede et æsel, som var blevet brændemærket i ansigtet, og han sagde: "Har I ikke hørt, at jeg har forbandet den, der mærker dyret i ansigtet eller slår det i ansigtet?" Han må Allāhs velsignelser og fred være med ham, forbød dette. [Ṣaḥīḥ Muslim og Sunan Abī Dāwūd – med den nævnte ordlyd fra Abī Dāwūd].

Svar:
1. Jeg bør have den rette intention (niyyah) med sport: at styrke min krop for bedre at kunne adlyde Allāh, den ophøjede, og opnå Hans velbehag.
2. Vi dyrker ikke sport i de tidsrum, hvor der er tid til bøn.
Allāh, den ophøjede, siger: ”Så ve over de bedende." "De, som er uagtsomme med deres Ṣalāh (bøn).” [Sūrah A-Mā‘ūn:107:4-5].
3. Drenge dyrker ikke sport sammen med piger.
4. Jeg skal bære tildækkende sportstøj, der beskytter min ʿawrah (de dele af kroppen, som skal skjules i henhold til islams påbud om anstændighed).
5. Jeg skal undgå sportsgrene, der er forbudt i islam, såsom dem, der involverer slag mod ansigtet, eller indebærer afsløring af ʿawrah.
Dette bygger på følgende ḥadīth: "Hvis en af jer kæmper med sin bror, så undgå at slå i ansigtet." [Ṣaḥīḥ Muslim].

Svar:
1. At være sandfærdig i sin spøg og undlade at lyve.
Dette bygger på følgende ḥadīth: "Ve den, der fortæller en løgn for at få folk til at le; ve ham, ve ham!" [Sunan Abī Dāwūd, Musnad Aḥmad og Djām‘i At-Tirmidhī]
2. Spøg må ikke indeholde hån, spot, skade eller noget, der skaber frygt.
Sendebuddet, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, sagde: "Det er ikke tilladt for en muslim at skræmme en anden muslim." [Sunan Abī Dāwūd og Musnad Aḥmad].
3. Man bør ikke overdrive med spøg.
Sendebuddet, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, sagde: ”Og grin ikke for meget; for meget latter gør hjertet dødt." [Djām‘i At-Tirmidhī og Sunan Ibn Mādjah].

Svar:
1. At dække munden ved at bruge hånden, sit tøj eller et lommetørklæde, når man nyser.
2. Efter at have nyst, bør man sige: "Al lovprisning tilkommer Allāh".
"Al-Ḥamdu lillāh."
3. Den, der hører det, bør svare: "Må Allāh vise dig Barmhjertighed".
"Yarḥamuk Allāh."
Hvis dette bliver sagt, bør den, der nyste, svare: "Må Allāh retlede jer og forbedre jeres tilstand."
"Yahdīkumu Allāh wa yuṣliḥu bālakum."

Svar:
1. Man bør forsøge at undertrykke sit gab, så vidt det er muligt.
Dette bygger på følgende ḥadīth: "At gabe stammer fra Shayṭān (Djævelen), så når en af jer gaber, bør han forsøge at holde det tilbage så meget, han kan." [Ṣaḥīḥ Al-Bukhārī og Ṣaḥīḥ Muslim]
2. Man bør undlade at frembringe lyde som “Āh, Āh” mens man gaber.
Dette bygger på følgende ḥadīth: "Og lad ham ikke sige: 'Āh, Āh', for når en af jer åbner munden, ler Shayṭān ad ham." [Musnad Aḥmad]
3. Man bør dække munden med hånden, når man gaber.
Dette bygger på følgende ḥadīth: "Når en af jer gaber, så lad ham lægge hånden over munden, for Shayṭān trænger ellers ind." [Ṣaḥīḥ Muslim]

Svar:
1. At recitere Koranen i tilstand af rituelt renhed (ṭahārah) efter at have udført wuḍū’ (rituel afvaskning).
2. At sidde med respekt, ærbødighed og værdighed.
3. At søge beskyttelse hos Allāh, den ophøjede, fra Satan, før recitationen indledes
Allāh, den ophøjede, siger: ”Så, når du reciterer Koranen, så søg tilflugt hos Allāh mod Satan, den udstødte.” [Sūrah An-Naḥl:16:98].
4. At reflektere dybt over indholdet af det, der reciteres
Allāh, den ophøjede, siger: "Vil de da ikke reflektere over Koranen – eller er der låse på deres hjerter?" [Sūrah Muḥammad:47:24].
*******

Svar:
1. At begynde med at lovprise og prise Allāh, den ophøjede.
2. At send velsignelser over Profeten, må Allāhs velsignelser og fred være med ham.
I en ḥadīth, fra Profeten, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, sagde han: "Når du har afsluttet din Ṣalāh og sidder ned, så lovpris Allāh, sådan som Han er værdig til, og send derefter velsignelser over mig, og påkald derefter din Herre." [Djām‘i At-Tirmidhī].
3. At hæve hænderne under Du‘ā’ (påkaldelse).
Sendebuddet, må Allāhs velsignelser og fred være med ham, sagde: "Jeres Herre – velsignet og ophøjet – er gavmild og beskeden. Han skammer Sig over at afvise Sin tjener tomhændet, når han løfter sine hænder mod Ham." [Djām‘i At-Tirmidhī og Sunan Abī Dāwūd]
4. At angre og erkende sine synder.
Som I Profeten Mūsās (Moses’), fred være med ham, Du‘ā’ (påkaldelse): "Han sagde: 'Min Herre, jeg har gjort uret mod mig selv, så tilgiv mig.' Så tilgav Han ham. Sandelig Han, Han er den evigt tilgivende, den mest barmhjertige.” [Sūrah Al-Qaṣaṣ:28:16].
5. At udvise vedholdenhed og gentagelse i Du‘ā’.
6. At undlade hastværk og utålmodighed.
7. At undgå at bede om syndige ting eller noget, der fører til brud på familiebånd.
Dette bygger på følgende ḥadīth: "En tjener får fortsat svar på sin bøn, så længe han ikke beder om synd eller brud på slægtskabsbånd og ikke er utålmodig." De spurgte: "O Allāhs Sendebud, hvad er utålmodighed?" Han svarede: "Det er, når man siger: 'Jeg har bedt og bedt, men ser intet svar', og så giver han op og holder op med at bede Du‘ā’ (påkaldelse).” [Ṣaḥīḥ Al-Bukhārī og Ṣaḥīḥ Muslim].
8. At nedsætte stemmen under Du‘ā’ (påkaldelse).
Allāh, den ophøjede, siger: ”Påkald jeres Herre ydmygt og i det skjulte.” [Sūrah Al-A‘rāf:7:55].
9. At have fuld tilstedeværelse af hjertet under bønnen (duʿāʾ).
Dette bygger på følgende ḥadīth: "Påkald Allāh, mens I er overbeviste om, at Han vil besvare jer, og vid, at Allāh ikke besvarer en bøn fra et uopmærksomt og uengageret hjerte." [Djām‘i At-Tirmidhī]
10. At være oprigtig over for Allāh, den ophøjede, og udelukkende rette sin Du‘ā’ til Ham, i både trange og lette tider.
Allāh, den ophøjede, siger: ”Og Masādjid (moskéerne) tilhører Allāh. Så påkald ingen andre ved siden af Allāh.” [Sūrah Al-Djinn:72:18].
11. At påkalde Allah ved Hans smukke navne og egenskaber.
Allāh, den ophøjede, siger: ”Og til Allāh tilhører de smukkeste navne, så påkald Ham ved dem.” [Sūrah Al-A‘rāf:7:180].
12. At vende sig mod Qiblah (bederetningen) under Du‘ā’ (påkaldelse). Dette bygger på følgende ḥadīth: "Han blev ved med at påkalde sin Herre, hævede sine hænder, vendt mod Qiblah, indtil hans overklæde faldt ned fra hans skuldre." [Ṣaḥīḥ Muslim].
13. At sikre, at ens ernæring og påklædning er tilladt og ren. Dette bygger på følgende ḥadīth: "Så nævnte han en mand, som har været på lang rejse, støvet og pjusket, som løfter hænderne mod himlen og siger: 'O min Herre! O min Herre!', men hans føde er harām, hans drikke er harām, hans klæder er harām, og han er næret med det, der er harām – hvordan skal hans Du‘ā’ så blive besvaret?" [Ṣaḥīḥ Muslim].